Nem salat

 

Nem salat

Her er en nem lille salat, til 2 personer.
image1 hjertesalat

1 frisk figen

1 håndfuld blåbær

1 avokado

blå ost, mængde efter smag

 

dressing

2 tsk. god balsamico

1 tsk. akasie honning

 

Skær salaten i strimler, fignen i tynde både, og bland salat, figen, blåbær, avokado og smuldret blå ost. Pisk balsamico og akasiehonning sammen og hæld over.

Share on Facebook

Hotel D`angleterre

foto Dàngleterre

Vi var for nylig på ophold på Hotel D`angleterre

Man må sige at hotellet er blevet opdateret på bedste vis. Vi havde et værelse, eller rettere en lejlighed. Den var opdelt i opholdsrum, soveværelse samt et skønt badeværelse, med de lækreste produkter til kroppen. Der var dejlig kaffe og chokolade på værelset. Vi spiste frokost i restauranten, hvilket var rigtig skønt.

Om eftermiddagen var vi en tur på deres Champagnebar, Balthazar. Vi fik den skønneste drink, en Downtown Abbey, lige min smag.

Morgenmadsbuffeten indeholdt alt hvad hjertet begærer, samt “bobbelvand”.

Skal du forkæle din kvinde/mand, er dette måske stedet. Det er lidt dyrt, men en fantastisk oplevelse.

 

 

Share on Facebook

Biograf klub

 foto

En ide til hygge med venner på en hverdagsaften.

Vi er 10 kvinder der har en Biograf-klub sammen, det foregår gennem Biografklub Danmark. Klubben er i sin tid startet ved, at vores mænd havde lavet en løbeklub. Så syntes kvinderne, at de også ville lave noget sammen. Jeg er kommet til senere, da min mand først startede i løbeklubben for 5-6 år siden. Men jeg takker rigtig mange gange for, at jeg er inviteret med. Alt efter hvad tid filmen går i biffen, enten starter eller slutter vi med kaffe på en af Køge’s cafeer. Der får vi virkelig vendt alverdens ting. Det giver et dejligt pust til en hverdagsaften. Det er ikke alle film der er lige spændende, men hyggen før/bagefter er altid super.

Når vi så når sidste biotur inden sommerferien, slutter vi med en restaurant tur, det er en skøn afslutning inden sommeren melder sin ankomst.

Nu er vi lige startet op igen, og det gør jo, at man får taget sig sammen, til at komme ud nogle hverdagsaftener, i løbet af den mørke vinter.

Share on Facebook

Nem dip til maden

Ide til lidt at dyppe kartoflerne i.

Ide til lidt at dyppe kartoflerne i.

 

 

Aioli og chili dip

Aioli og chili dip

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her er vores nemme aftensmad fra i går, broccoli, fersken, løg og hvidløg på panden, ovnkartofler og tournedos.

men det er dippen jeg lige vil give et par nemme opskrifter på.

Aioli

5 spsk. mayonnaise fra Hellmann’s

1/2-1 fed hvidløg

salt og peber

Bland det hele, og vupti, så er du færdig.

 

Chili dip

5 spsk. mayonnaise fra Hellmann`s

3 spsk. sød chilisause

Finthakket chili, efter smag og styrke, jeg bruger 1/3 af en rød chili

salt og peber

Bland det hele, og du er færdig

 

 

Share on Facebook

Bedste brunch i Bangkok

Udsigt fra Lebua State Tower Hotel, Bangkok

Udsigt fra Lebua State Tower Hotel, Bangkok

Er nød til at skrive lidt om vores sommerferie 2012.

Vi skulle til Thailand, og kontaktede Nyhavn Rejser. De sammensatte en tur til os, hvor vi først havde 3 nætter i Bangkok, og herefter 9 nætter på Koh Samui.

Vi boede på Lebua State Tower hotel i Bangkok. Helt fantastisk service fra start til slut. Værelset var nærmest en lejlighed, med dagligstue, stort badeværelse med kar og brus, te-køkken, og dejligt soveværelse med balkon og udsigt over Bangkok. Vi boede på 57 etage.

Da vi skulle ned til morgen buffeten/brunch næste dag, blev vi helt overvældet. Jeg har desværre ingen billeder af selv buffeten, men jeg har aldrig set noget mere lækkert. Der var ALT, dim sum, sushi, diverse stege med tilbehør, frugt, yoghurt, Danish, kokke der stod og tilberedte ens omelet eller spejlæg, juicer i alle afskygninger og meget, meget mere.

Der er også swimmingpool på samme etage som morgenmads restauranten, og et rigtig dejligt fitness lokale.

Servicen var bare i top, kan kun anbefales hvis du skal overnatte i Bangkok.

På øverste etage var der en Sky bar under åben himmel, og med levende musik.

Hotellet blev brugt i filmen, Hangover in Bangkok.

Så hvis du skal til Bangkok, kan jeg helt klart anbefale Lebua State Tower hotel.

Share on Facebook

Rugbrød, skønt,blødt og lækkert

Hjemmebagt rugbrød

Rugbrød af den mere bløde slags, det bør skæres i lidt tykke skiver, da det er mere soft end alm. købe rugbrød. Rugbrødet er dejligt både til frokost og morgenbordet.

Surdej til 2 brød

8 store spsk. rugmel

8 store spsk. kærnemælk

Blandes godt sammen, og kommes i en plastbeholder, der sættes i køleskabet èn uge. Du skal ikke røre i det.

Dagen inden brødet laves, udbløder du kerner til brødet.

100 g. græskarkerner

30 g. salt

320 g. knækkede rugkerner

5 dl. vand

Dagen efter begynder du på brødet.

6 dl. vand

25 g. gær

320 g. hvedemel

680 g. rugmel

30 g. mørk maltmel

15 g. salt

1 portion surdej

solsikke eller græskarkerner til pynt

Start med at udrøre gæren i vandet. Alle ingridienserne, undtaget de udblødte kerner og kernerne til pynt, kommes i en røreskål og æltes godt sammen, stil til hævning i 1-2 timer. Det er en god ide at lægge et stykke plastic ned ovenpå dejen så den ikke tørre ud, det kan feks. være en frysepose, og læg et viskestykke over skålen.

De udblødte kerner æltes i, og dejen hæver igen 1-2 timer.

Smør formene med smør eller olie, kom ca. 1000-1200 g. dej i hver form. og læg resten af dejen i en plastbeholder som sættes i køleskabet til næste bagning, det er den nye surdej. Brug en stor beholder da dejen “vokser”.

Nu hæver brødene i formene ca. 45 min.

Varm ovnen op til 200 grader. når brødene sættes ind sænkes temperaturen til 160 grader og bages 60-70 min. brødet er færdigt når det lyder hult. T ag dem ud af formene og afkøle på en rist.

God appetit.

 

Share on Facebook

Macarons med lakrids

image

Macarons findes i alle afskygninger. Disse macarons er med lakrids. Har du været i Paris har du sikker set mange forskellige slags. Prøv dig frem, det er altid sjovt med en ny smag.

ca. 16-18 stk.

75 g. mandelmel

115 g. Flormelis

2 æggehvider, jeg bruger alm. æg, og ikke past. æggehvider , da jeg synes de kan piskes stivere.

50 g. strøsukker

ca. 1/2 tsk. Lakridspulver, jeg bruger, Raw liquorice powder, fra Johan Bülow.

 

fyld

1 spsk. Dolce Latte karamelcreme, fra Urtekram.

1/4 tsk. lakridspulver

4 spsk. piskefløde

 

Bland mandelmel og flormelis og sigt det ned i en skål.

Kom æggehviderne i en skål og pisk til du ser små toppe. pisk herefter strøsukker i ad 4 gange. til du får en blank fast masse. Pisk lakridspulveret i.

Herefter foldes mandelblandingen i marengsmassen, gør det af 3-4 omgange. når det hele er foldet i, fortsætter du med at folde massen, til du får en blank, tyk, lang konsistens.

Dejen fyldes i en sprøjtepose med en glat tylle på ca. 1 cm. Lav 32-34 små runde kager, fordelt på 2 bageplader, beklædt med bagepapir. Bank pladerne let ned i bordet, for at undgå luftbobler i dejen.

Lad dejen hvile ca. 1/2 time. Forvarm ovnen på over/undervarme ( Ikke Varmluft ) til ca. 155 grader.

Bag macarons`ene i den forvarmede ovn ca. 12-15 min. Føl efter med en palet, de skal kunne løsnes fra bagepapiret når de er færdige. Gør det forsigtigt.

Lad dem hvile på bagepladen på køkkenbordet 5-10 min. hvorefter de løsnes og lægges over på en rist.

Lav fyldet mens de afkøler.

Pisk de 4 spsk. piskefløde stive.

Bland dolce latte karamelcreme, med lakridspulver, og bland det i fløden.

smør et tyndt lag på en bund, og lig en anden bund ovenpå.

Hvis du ikke skal bruge macarons`ene, samme dag, så kom dem i en lufttæt beholder uden fyld i, og fyld dem når de skal bruges. Kan holde sig ca. 4 dage.

Share on Facebook